Lederuddannelse: Når ledelse møder jura – er du klædt på til de svære personalesager?

Du behøver ikke læse jura for at stå stærkt som leder. Denne uddannelse handler om præcist de juridiske aspekter af ledelse, som er centrale for at gøre dig til en stærkere leder. Gennem konkrete eksempler fra hverdagen får du indsigt i de regler og faldgruber, der har betydning for dine ledelsesbeslutninger – og du får redskaber til at håndtere komplekse personalesager med større sikkerhed og færre fejl, hvilket også kan blive en økonomisk fordel for afdelingen.

De temaer uddannelsen har fokus på er:

Rekruttering og ansættelse

En god ansættelse starter længe før den nye medarbejder møder på arbejde. Som leder træffer du en række beslutninger i rekrutteringsprocessen, som både har betydning for kvaliteten af ansættelsesprocessen og for, om processen kan tåle et juridisk eftersyn bagefter. Har du ubevidst sagt noget, der kan tolkes negativt i henhold til Ligebehandlingsloven?

På uddannelsen arbejder vi med de regler, der gælder i processen fra stillingsopslag til ansættelsessamtale. Vi ser blandt andet på håndteringen af gravide ansøgere, tidsbegrænsede medarbejdere og andre situationer, hvor ligebehandlings- og diskriminationsregler kan komme i spil. Du får indsigt i de typiske faldgruber og redskaber til at gennemføre rekrutteringsforløb, der både er professionelle, fair og juridisk holdbare.

Sygdom

Langvarige eller komplekse sygdomsforløb er blandt de mest krævende ledelsesopgaver. Som leder skal du balancere hensynet til den sygemeldte medarbejder, arbejdspladsens drift og de juridiske rammer – ofte uden en entydig facitliste.

Vi gennemgår reglerne om sygemelding, lægelige erklæringer og § 56-aftaler samt de ledelsesmæssige overvejelser, der kendetegner god ledelse under et sygdomsforløb. Du får samtidig viden om den dokumentation og de processer, der er nødvendige, hvis et sygdomsforløb udvikler sig til en afskedigelsessag. Målet er, at du bliver bedre rustet til at håndtere sygdomsforløb med både sikkerhed, omsorg og handlekraft, så medarbejderen oplever en fair proces, selv hvis det ender med afskedigelse.

Afskedigelse og bortvisning

Få ledelsesopgaver er mere vanskelige end at skulle afslutte et ansættelsesforhold. Samtidig er det et område, hvor fejl kan få store konsekvenser for både medarbejder, arbejdsplads og leder.

Vi arbejder med konkrete cases og genkendelige situationer og gennemgår reglerne for advarsler, afskedigelser og bortvisninger. Du får indsigt i, hvilke forhold du skal afdække, før du træffer beslutninger, og hvordan du sikrer, at processen håndteres sagligt, professionelt og juridisk korrekt.

Forskelsbehandling og ligebehandling

Nogle medarbejdere er særligt beskyttet i lovgivningen, og som leder er det afgørende at kende reglerne, før du træffer beslutninger om ansættelse, omplacering, sygdom eller afskedigelse.

Vi ser nærmere på reglerne om ligebehandling og forskelsbehandling med fokus på blandt andet graviditet, fertilitetsbehandling, handicap og alder. Du får overblik over de situationer, hvor den juridiske risiko er størst, og hvordan du kan forebygge fejl, der kan udvikle sig til konflikter og alvorlige, dyre sager.

Patientklagesager

Når en patientklage rammer afdelingen, er det ofte lederen, der skal skabe overblik, sikre processen og støtte de involverede medarbejdere. Det kræver både faglig indsigt, ledelsesmæssig dømmekraft og forståelse for de formelle rammer.

Vi gennemgår lederens rolle i både behandlingsstedsklager og sager ved Disciplinærnævnet. Du får viden om, hvad der forventes af dig gennem sagens forskellige faser, hvordan du bedst støtter medarbejderen, og hvordan klagesagen kan håndteres professionelt og konstruktivt – til gavn for både medarbejder, afdeling og organisation.

Dag 1:

9.00-9.30  Ankomst og morgen mad
9.30- 10.00  Velkommen og præsentation
10.00-10.15  SKAL – KAN – BØR
10.30-12.00  Rekruttering og ansættelse
12.00-12.45  Frokost
12.45-14.45  Sygdom
14.45-15.00  Pause
15.00-17.30  Afskedigelser og bortvisning
       19.00      Middag

Dag 2:

  7.30-8.30  Morgenmad
  8.30-9.00  Spørgsmål fra i går
9.00-10.30  Forskels- og ligebehandling
10.30-12.00  Arbejdsmiljø
12.00-12.45  Frokost
12.45-14.45  Relation til TR – Hvordan spiller I hinanden gode? 
15.00-15.30  Patientklagesager,  – processen, lederens rolle og medarbejderens oplevelse

Kursus nr.: 000003
Tidspunkt
26. apr. 2027 kl. 09:00
27. apr. 2027. kl. 15:30
Sted
HIndsgav slot
Hindsgavl Allé 7
5500 Middelfart
Information
Ledige pladser:
12 ud af 20
Tilmeldingsfrist:
22. feb. 2027
Afbud senest:
19. mar. 2027
Arrangør
Jordemoderforeningen
Pris
Jordemødre - Medlemmer:3.750,00 kr.

Alle priser vises inkl. moms.
Du kan pt. ikke tilmelde dig dette arrangement. Kontakt evt. Jordemoderforeningen